• Godt eller skidt? Investorerne vakler i deres reaktion på årets første kvartalsregnskab fra Novo Nordisk

    Источник: BDK Finans / 02 май 2024 10:56:39   America/Chicago

    Hvis man har tendens til søsyge, var det ikke nogen god idé at følge Novo Nordisks aktiekurs torsdag. I kølvandet på årets første kvartalsregnskab fra medicinalgiganten, svingede kursen op og ned mellem kursfald på fem og én procent. Det så ellers godt ud i begyndelsen. Novo Nordisk overgik analytikernes forventninger og opjusterede forventningerne til salg og indtjening med ét procentpoint for resten af året, så prognosen nu er, at Novo Nordisks salg vil vokse med 19-27 procent i hele 2024. Men det var et regnskab og en opjustering med skjulte knaster. »På overfladen kommer Novo Nordisk med et godt regnskab med vækst i omsætning og indtjening. Men det viser sig, at førstekvartalsregnskabet er mudret af en positiv justering af rabatjusteringer i USA fra tidligere år. Det er en justering, som påvirker regnskabet positivt med fem procent i første kvartal,« forklarer medicinalanalytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen. Resultatet er, at Novo Nordisks salg i årets første tre måneder vokser mindre, end man umiddelbart skulle tro. Ifølge Novo Nordisks øverste finansdirektør, Karsten Munk Knudsen, betyder det, at væksten i Novo Nordisks salg kommer til at ligge omkring 20 procent – og ikke, som det umiddelbart fremgår af regnskabet, 24 procent. Wegovy-salg skuffer Derudover skuffede salget af den hypede vægttabsmedicin Wegovy i forhold til, hvad aktieanalytikerne havde forventet. Novo Nordisk fordoblede salget af Wegovy til 9,3 milliarder kroner, men analytikerne havde forventet et salg på omkring én milliard kroner mere. »Jeg tror, det er baggrunden for det kursfald, vi har set gennem dagen,« siger Søren Løntoft Hansen. Samtidig befinder Novo Nordisk sig i en ny fase i føljetonen om etableringen af et helt nyt marked for vægttabsmedicin. Der er tale om en fase, hvor det tilsyneladende ikke er efterspørgsel eller konkurrence, men derimod Novo Nordisks evne til at producere nok medicin, kombineret med et stadig større pres for at sænke prisen, der afgør, hvor meget salget vokser. Det gør det sværere for markedet at gennemskue, hvad der kommer til at ske. Karsten Munk Knudsen mener dog ikke, at der er grund til bekymring for væksten i Novo Nordisk eller salget af Wegovy. Tværtimod. Novos finansdirektør: All is good »Vi kommer ud af første kvartal med en vækst på omkring 20 procent, når vi korrigerer for valutakurser, og vi kigger ind i en endnu højere vækst i de kommende kvartaler, så man skal være tilfreds. Det er en fantastisk mulighed, vi har,« siger Karsten Munk Knudsen til Berlingske. »Og endnu vigtigere. Når jeg kigger på de underliggende markedsdynamikker, ser vi en acceleration i antallet af recepter på Ozempic i USA hen over den seneste måned til halvanden. Når vi kigger på antallet af nye recepter og det samlede antal recepter på Wegovy, så ser vi også nogle rigtig fine dynamikker. So all is good,« tilføjer Karsten Munk Knudsen. Ifølge kvartalsregnskabet trak diabetesmedicinen Ozempic hele 65 procent af Novo Nordisks vækst i årets første tre måneder, mens diabetestabletten Rybelsus lagde seks procent til Novo Nordisks vækst. Vægttabsmedicinen Wegovy bidrog med 38 procent. Til gengæld faldt salget af Novo Nordisks ældre lægemidler baseret på tarmhormonet GLP-1, Victoza og Saxenda. Efter frokost rettede Novo-aktien sig en del. Det skete samtidig med, at Novo Nordisk afholdt en telekonference for aktieanalytikere. Telekonferencen efterlod ifølge Søren Løntoft Hansen et indtryk af, at Novo Nordisk har fået styr på udbygningen af produktionskapaciteten, og at vi igen kommer til at se, at Novo Nordisk bliver nødt til at forsøge helt at stoppe, at nye patienter begynder i behandling med Wegovy, sådan som det var tilfældet sidste år. Én ting afgør Novo Nordisks vækst Inden for den seneste uge er Novo Nordisk igen begyndt at tilbyde de lave starterdoser, og antallet af nye recepter, der bliver udskrevet, nærmer sig med mere end 25.000 ekstra om ugen den hidtidige rekord. »Tilføjelse af og opskalering af produktionskapacitet er retningsgivende for væksttempoet. Det er mit indtryk, at Novo Nordisk kan sælge alt det GLP-1 medicin, de er i stand til at producere, og at de gradvist vil tilføje mere og mere produktionskapacitet i de kommende måneder og år,« siger Søren Løntoft Hansen. Men samtidig med, at vi i den kommende tid vil se stadig flere patienter komme i behandling med Wegovy og Ozempic, oplever Novo Nordisk også, at prisen på især Ozempic er begyndt at falde. Det gælder i USA, hvor Novo Nordisk det seneste kvartal har oplevet prisfald på grund af øget konkurrence, men også fordi selskabet i stigende grad begynder at levere medicinen til sygekasser, der dækker mindre bemidlede patienter og derfor kræver større prisnedslag. Præcis hvor store prisfald der er tale om, vil Karsten Munk Knudsen ikke oplyse. Prisen går ned, volumen går op Til Børsen siger han dog, at listeprisen på Ozempic i USA i dag er 40 procent lavere, end da medicinen blev lanceret i 2018. Herhjemme har Novo Nordisk også netop sat prisen på Ozempic ned med en tredjedel for at lande en aftale med Lægemiddelstyrelsen om, at Ozempic fortsat kan få tilskud – dog på skrappere betingelser end tidligere. Om prisfaldene på Ozempic vil smitte af på Wegovy, er uklart. Ifølge Søren Løntoft Hansen er der dog ingen grund til, at investorerne skal bekymre sig om, at Novo Nordisks salgsvækst kommer til at lide skade af prispresset på Ozempic og Wegovy. »Jeg er sikker på, at Novo Nordisk har nogle helt klare beregninger på, hvor meget de kan sænke prisen i takt med, at salgsvolumen vokser,« siger Søren Løntoft Hansen. Selvom Søren Løntoft Hansen var beroliget efter Novo Nordisks analytikermøde, var andre knap så rolige. Novo Nordisk-aktien endte dagen i et kursfald på godt 2,7 procent. https://www.berlingske.dk/virksomheder/godt-eller-skidt-investorerne-vakler-i-deres-reaktion-paa-aarets
Опубликовать